50 Countries rejseblog

Rejseplanlægning spaguide rejsetips

Undgå at blive syg på ferien

Rejsetips

Ferie er ofte en tiltrængt pause fra hverdagen, hvor man kommer ud af de vante rammer og får nye oplevelser. Men ferieglæden fordufter hurtigt, hvis du skal bruge tiden på at være syg.

Så hvordan undgår du at blive syg på ferien?

Stress inden ferien

Måske skal du lige nå at tømme inboxen på arbejde, aflevere det sidste projekt, igennem eksamen, pakke for hele familien og gøre hjemmet klar til ferien? Hvis du stresser for meget op til ferien, er der stor sandsynlighed for at kroppen reagere med forkølelse, ondt i halsen eller ondt i hovedet når du endelig begynder at slappe af.

Så planlæg optakten til ferien og prioriter den som et væsentligt skridt, for at få en god ferie.

Tips til en god optakt

  • Bloker din kalender på sidste arbejdsdag, til at få styr på løse ender.
  • Spis de sidste ting i køleskabet, hent take away eller hav en lasagne liggende i fryseren til den sidste aftensmad.
  • Lav en liste over “fælles ting” for at undgå at pakke dobbelt tandpasta/solcreme/shampoo
  • Begynd at pakke i god tid, så du ikke skal vaske tøj lige inden afgang.
  • Uddeleger gør-hjemmet-ferieklar-pligter som tøm skraldespand og sæt opvaskeren igang.

Tip: du kan få styr på hvordan du pakker rejseapoteket her.

Problemer med maven

At spise lokal mad er en god måde at opleve den lokale kultur på. Men danske maver er ikke altid glad for de fremmede bakterier. Du kan forebygge maveonde ved at spise mælkesyrepiller, som kan købes på apoteket.

På ferien

  • Spis yoghurt til morgenmad, så får du de lokale mælkesyrebakterier.
  • Vælg travle gadekøkkener, for mange mennesker betyder hurtig omsætning af maden.
  • Hvis du ikke må drikke vandet fra hanen, så undgå alt der er skyllet i vand fx salat. Vælg i stedet ting med skræl som banan og appelsin.
  • Undgå isterninger, som oftest er lavet på lokal vand.
  • Sugerør er spild af plastisk, men i ulande er et sugerør i flasken en effektiv måde at undgå bakterier.
  • Brug håndsprit og vask hænder ofte

Pas på spisevanerne

Oplever du problemer med maven, selvom hygiejne har været i orden?

Så kik på dine spisevaner. Hvis du er vant til at få havregryn til morgenmad, salat til frokost og rugbrød til aften, så pas på med den store buffet. Fed mad som pomfritter, pizza og burger kombineret med masser af is, sodavand eller øl kan slå de fleste maver ud. Så nøjes med at udvælg det bedste fra buffeten.

Kitkat i Japan
KitKat i Japan

Solstik

Nu hvor du endelig er kommet til varmere lande, så skal solen udbyttes. Men husk at solen kan være kraftigere i andre lande, så start langsomt ud. Du kan altid skure op for solen i løbet af ugen.

Solråd

Brug solbriller, især hvis du er i nærheden af vandet eller sne, som reflektere solens stråler.

Brug solcreme flere gange i løbet af dagen.

Brug hat.

Praktiser skygge-hygge fra 12-15.

Drik masser af vand

Strand

Myg

Myg er altid irriterende, men i udlandet kan et kløende myggestik også give malaria, gul feber og zikavirus. Så der er god grund til at beskytte sig mod myggestik.

Undgå myggestik

Dæk huden med tøj, især ved solopgang og solnedgang hvor malariamyggene er mest aktive. Myg med denguefeber stikker også i løbet af dagen.

Brug myggespray – køb det på destinationen. Til små børn, bør du købe det i Danmark.

Sov under myggenet.

Ofte har hoteller i myggeplagede områder myggemidler som kan sættes i stikkontakten på værelset. Spørg i receptionen.

Undersøg hjemmefra om malariapiller anbefales.

Hvis du bliver syg

Ved alvorlig sygdom eller ulykke, bør du kontakte din rejseforsikring hurtigst muligt. De kan hjælpe med at oversætte journaler, arrangere hjemtransport og give gode råd.

Tip: ofte skal du selv lægge ud for behandlingen. Så sørg for at have mere end et kreditkort med.

Ambulance Australien

Ved mindre alvorlig sygdom eller ulykke, så spørg hotellet om de samarbejder med en læge.

De fleste lokale apoteker har et bredt udvalg, men vær obs på at reglerne for indholdsstoffer ofte er knap så restriktive i udlandet.

Har du en sundhedssikring, så kan det være at du har adgang til videokonsultationer med en dansk læge. Sundhedssikringen kan være en del af din pensionsordning, så spørg evt. HR afdelingen om i har sundhedssikring inden afrejse.

Tip: indtast telefonnummeret på rejseforsikringen og sundhedssikringen på din telefon inden afrejse.

Sidst men ikke mindst, så husk at langt de fleste ferier går rigtig godt uden sygdom eller ulykker.

Tagged