50 Countries rejseblog

Rejseplanlægning spaguide rejsetips

Den digitale guide til rejseinspiration

Danske indlæg, Rejsetips
Rejseplanlægning rejseinspiration

Jeg elsker at søge ny rejseinspiration, men det kan blive overfladisk når Instagram lokker med retoucherede billeder og bloggere bliver betalt for deres reklame. Her kan du læse mine råd til hvordan du finder rejseinspiration online uden at blive forblændet. Der er fokus på Instagram, Pinterest og Google samt et par anbefalinger af konkrete rejsebureauer til sidst.

Jeg bruger ofte flyturen til at tænke over hvor jeg gerne vil hen næste gang.

Instagram

Instagram er et rigtig godt sted at søge rejseinspiration, for der er masser af smukke billeder uden en masse tekst. Derfor er Instagram bedst til at søge inspiration i starten af rejseplanlægningen. Udvælg nogle hashtags som du gerne vil følge, men kig lige lidt nærmere på hvilke billeder der ligger under hashtaget. Jeg har fulgt hashtag som Japan og Mexico, men jeg fandt hurtig ud af det var bedre at følge Mexico_tour, fordi hashtaget Mexico primært viser billeder af piger i miniature bikinier og jeg er mere interesseret i de mexicanske seværdigheder…

Du kan gemme billeder i din samling eller sende dem til din rejsemakker. Smid en kommentar eller et like hvis du godt kan lide billedet, så bliver ejeren af billedet glad.

Ulemper ved Instagram

Rigtig mange profiler på Instagram poster ikke deres egne billeder. Nogle skriver i det mindste hvem de har lånt billedet fra, men andre skriver: send en besked hvis du vil vide hvem der tog billedet. Det er rigtig dårlig stil, da ejeren af billedet bør have æren for sit arbejde. Det er alt for nemt at side i sofaen og poste andre folks billeder. Så klik lige ind på det oprindelige billede inden du liker – nogle gange skal du 3-4 profiler igennem før du finder ejeren. Når du har fundet ejeren, bliver du som regel også belønnet med flere billeder af destinationen. Måske har brugeren endda billeder fra flere rejsedestinationer som ser interessante ud?

Den massive brug af filtre og redigeringsværktøjer gør det svært at vurdere om virkeligheden vil leve op til billedet. Så se gerne billeder af rejsedestinationen fra forskellige brugere. Ser du billeder af turistattraktioner helt uden mennesker, så er det helt sikkert fake.

Pinterest

Pinterest er en online opslagstavle, hvor brugerne deler billeder. Ofte er billederne forbundet til en hjemmeside, blog eller webshop hvor du kan læse mere. Du opretter dig som bruger og så er du i gang med at dele eller gemme billeder. Jeg bruger det i min rejseplanlægning, når rejsen er bestilt og det er tid til at undersøge hvad vi skal se på rejsen. Jeg søger især efter guides til destinationen, men jeg bruger det også til at forstå kulturen. Du kan finde rejseguides om klassiske emner såsom, hvor skal vi bo, hvad skal vi spise og opleve. Men der er også masser af unikke rejseguides som hvordan fungerer japanske toiletter eller hvor finder du den bedste kattecafé. Kun fantasien sætter grænsen på Pinterest, så har du noget særligt du vil opleve på destinationen, så prøv at søge efter det på Pinterest ved at taste byens navn + det du vil opleve fx Kyoto + maid cafe. Du kan godt søge på dansk, men der kommer flere indlæg frem hvis du søger på engelsk.

Jeg opretter som regel en opslagstavle for hver rejse, så jeg nemt kan finde de guides jeg har gemt, når vi skal af sted. Læser jeg et godt indlæg, så gemmer jeg det altid med det samme, for det kan være svært at finde det samme indlæg igen. Du kan ikke like et indlæg et indlæg, men når du gemmer det får ejeren besked – du kan også sende indlægget til andre. Udover en opslagstavle til hver rejse, så har jeg en opslagstavle med de rejsedestinationer jeg gerne vil til i fremtiden. Du kan selv vælge om opslagstavlen skal være offentlig eller hemmelig (så kan andre ikke se hvad du gemmer)

Det gode ved rejseinspiration er at det sagtens kan være en blanding af realistiske rejsedestinationer og helt urealistiske ting. Det er jo altid godt at have nogle ideer klar, til hvis man vandt eurojackpot – og det koster ikke at drømme.

Ulempen ved Pinterest

Det er en sjov kombination af Forbes Travel Guide og hjemmelavede blogs. Så du skal have lidt tålmodighed for at finde de gode blogs, men der er en del guldkorn imellem. Jeg har fundet en rigtig god rejseblog om Japan, som udelukkende skriver om Japan. Den har været perfekt til forberedelsen af vores tur i efteråret.

Tip: kig altid efter datoen på indlægget. Et rejseindlæg fra 2013 kan være total forældet.

Google

Google er din ven – for det meste.

Tip: prøv at google “ting jeg ville ønske jeg vidste før jeg tog til xxx” så får du folks erfaringer fra destinationen. Der er flere hits hvis du søger på engelsk.

Jeg brugte google tipset inden vi tog til Maldiverne og lærte at det er en fordel af have rehydreringstabletter med. Havde jeg googlet det inden jeg tog på safari i Sydafrika, så havde jeg vidst at jeg skulle have lange bukser med. Det er en rigtig god måde at lære af andres fejl på, især fordi indlæggene sjældent er sponsorerede.

Ulemperne ved google

De første par links på google er betalte reklamer, så det er ikke altid at de er relevante. Resten er indlæggene er rangordnet efter hvor mange der besøger siderne og derfor er det primært virksomheder og store bloggere der bliver vist. Indlæggene kan sagtens være gode til at søge rejseinspiration, men kig lige efter om bloggeren skriver sponsoreret/i samarbejde med. At indlægget er sponsoreret betyder ikke nødvendigvis at det er utroværdigt, men kig bloggerens andre indlæg igennem og se om de udelukkende er reklamer.

Tip: nogle virksomheder har rigtig gode hjemmesider til at søge rejseinspiration. Profil Rejser er meget overskuelige til krydstogter, TUI er brugervenlige til charterferier og Discovery Travel er gode til safari.

Gammeldags rejseinspiration

Jeg har en svaghed for bøger. Hvis jeg bare er på jagt efter rejseinspiration, så låner jeg rejsebøgerne på biblioteket. Men hvis vi skal på en større tur, så køber jeg en rejsebog som jeg kan skrive noter i, ofte er det en Lonely Planet guide. Lonely Planet sælges over hele verden, så det er ikke ligefrem unikke anbefalinger men de er gode til at få et overblik over destinationen, praktiske oplysninger og så er der kort i bogen.

Ulempen ved bøger

Tingene ændrer sig hurtigt og bøgerne bliver hurtigt for gamle til at være nyttige. På få år kan der ske rigtig meget, især prisniveauet, sikkerheds situationen og antallet af turister kan ændre sig hurtigt.

Hvad er dit bedste tip til at søge rejseinspiration?

Instagram er der flere tips til rejseplanlægning, på min profil har det faktisk fået sit eget højdepunkt.

Indlægget indeholder affiliate links, som betyder at jeg får en lille andel hvis du køber noget på siden jeg linker til. Det koster selvfølgelig ikke dig noget og jeg linker kun til sider jeg kan stå inde for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.