50 Countries rejseblog

Rejseguide rejseplanlægning spaguide rejsetips

🇩🇰 Malariafri luksus safari i Sydafrika

Danske indlæg, Rejseguides, Syd afrika

For knap 1 år siden var jeg på min første safari i Sydafrika og det var en helt uforglemmelig oplevelse. Ferie med safari er bare noget helt specielt – det skal prøves, før man helt kan forstå det.

Amakhala game reserve

Vi valgte Amakhala game reserve da området er fri for malaria, har The big 5 og ligger en times kørsel fra Port Elizabeth lufthavn. Turen var booket igennem Discovery Travel så der var sørget for det hele og vi blev hentet i lufthavnen.

Campen

Der er 10 forskellige steder at bo i parken og vi valgte Bush Lodge som er en lille camp med 8 luksus telte. “Teltet” har dog gulv, stråtækt tag, badekar, store dobbeltsenge og der er udendørs bruser og egen pool.

Dyrene

Parken har mange forskellige dyr, heriblandt The Big 5 – leopard, løve, elefant, bøffel og næsehorn, men du kommer ikke til at opleve de kæmpe store dyrflokke som man ser andre steder i Afrika. Vi så løver helt tæt på, mødte flere elefanter, et par næsehorn, masser af vortesvin, zebra og andre antiloper. Parken har stor respekt for dyrene, så de lukkede en del af parken fordi 2 unge leoparder var ude på deres første solo jagt og derfor havde behov for fred fra mennesker. Jeg ved ikke om man kan sige at dyr ser atletiske ud? Men der var ingen tvivl om at dyrene har det godt og at bestanden ikke er for stor til området.

Naturen

Der er masser af forskellig natur i området fra græssletter, til grønne bakker, floder og områder med rødt ler – så det bliver aldrig kedeligt at køre rundt. Parken er forbundet af små grusveje og der bruges kun jeeps.

Parken er omkranset af hegn, men området er rimelig stort og der var aldrig mere end 2 biler i nærheden, så det blev aldrig overfyldt.

Ranger og guides

Du har den samme guide under hele dit ophold og det lød til at alle var glade for deres guide. Vores hed Melissa og hun var dygtig, meget begejstret og god til at fortælle om området og dyrene.

Der går også en ranger rundt i parken med sin jagthund og gevær, da det desværre er nødvendigt at beskytte dyrene fra krybskytter.

Service

Amakhala Bush Lodge er veldrevet og der er styr på alle detaljerne. Når vi kom hjem fra morgen safarien og det var koldt stod de klar med varme vaskeklude til hænderne og varm kakao. Om eftermiddagen når vi blev støvede og varme af safarien ventede de mrd kolde vaskeklude og kølig juice. Opholdet er med mad og drikkevarer, så det er bare at sige til hvis du er sulten, så kommer der sandwich, vin og frugt til værelset.

Maden

Morgensafarien starter før solopgang og vi stoppede undervejs hvor guiden lavede kaffe og så var der morgenbuffet da vi kom tilbage til campen ved 9 tiden. Eftermiddagssafarien byder på sundowner drinks hvis vejret tillader det og der er lige tid til at få et bad inden aftensmaden. Til aftensmaden har du forudbestilt forret, hovedret og dessert ud fra dagens menu. Der er et godt udvalg af lokale retter, vestlige retter og vegetarretter. Aftensmaden foregår sammen med de andre gæster og jeg kan anbefale kudo kebab og strudsebøf.

De andre turister

Ud af de 8 telte er 2 af dem familietelte men under vores besøg var jeg med mine 27 det yngste “barn” i campen. Det var primært par på bryllupsrejse eller pensionister på tur som kom fra Tyskland, England og USA. Der kan være 6 i jeepen, så hvis i rejser som par vil i blive sat sammen med andre.

Kan det anbefales?

Ja! Parken er virkelig skøn, det er rart at slippe for malariapiller og transporttiden fra lufthavnen er kort. Bush Lodge er perfekt til dig som sætter pris på luksus og god mad. 2 til 3 overnatninger er passende og området kan besøges hele året, selvom det kan blive ret koldt om vinteren.

Du kan se flere billeder og video fra turen på min Instagram og snart kommer der en guide til hvordan du vælger det rigtige safaristed for dig.

Tagged

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.